Overhold loven som hundeejer

Når du har hund, er der nogle helt basale behov hos den, som du skal opfylde. Den skal have mad, motion og selskab. Det er hundens natur, der stiller de krav til dig som hundeejer. Den har brug for noget for at overleve og for at leve godt, og det må du sørge for.

Der er også nogle lovmæssige krav til dig som hundeejer. De kommer fra staten, og lever du ikke op til dem, kan du få en bøde. I slemme tilfælde kan din hund blive taget fra dig, hvis du ikke overholder loven.

Det er værd lige at sætte sig ind i, hvilke krav loven stiller til dig som hundeejer. Det kan virke uoverskueligt, og lovtekst er svær at læse. Derfor har jeg samlet mange af reglerne herunder og forklarer dem i et helt normalt sprog.

Hvalperegler

Ifølge loven må man ikke tage en hvalp væk fra sin mor, før den er 8 uger gammel. Det er på dagen, så du må ikke købe en hvalp og hente den, når den er 7 uger og 6 dage gammel. Det er ulovligt. Det er heller ikke godt for hvalpen. Den har brug for mindst 8 uger sammen med sin mor og sine søskende.

Når du henter den 8 uger gamle hvalp, skal den være registreret i Dansk Hunderegister. Den skal være blevet chippet, og chippens nummer skal registreres.

Senest når hvalpen er 4 måneder gammel, skal den begynde at bære et hundetegn. Det skal være af metal, og det skal sidde i halsbåndet. Ejerens navn og adresse skal stå på det, og det er en god idé også at have et telefonnummer på.

Opførsel

Loven siger også noget om, hvordan din hund må opføre sig, og hvordan du må opføre dig. Du har som ejer hele tiden ansvar for din hunds opførsel.

Din hund må ikke forstyrre naboerne. Så kan de klage til politiet, som kan tvinge dig til at fjerne hunden eller holde den inde. Hunden må heller ikke løbe ind til naboerne. Det er din pligt at holde den inde på din egen grund – eller i snor. Når I bevæger jer ud på de fleste offentlige arealer, skal hunden have snor på.

Der er et par undtagelser til snor-reglerne, som også kan variere i de enkelte kommuner. I vinterhalvåret, fra oktober til marts, må du tage snoren af din hund på stranden. Hvis den ikke opfører sig truende over for andre strandgæster. I de mange hundeskove rundt omkring i landet må du også gerne tage snoren af din hund.

Du skal have en ansvarsforsikring på din hund. Hvis den så ødelægger en anden persons ejendom, så kan vedkommende få erstatning. Det er muligt at få andre forsikringer på hunden, fx en sygeforsikring, men det er kun ansvarsforsikringen, der er lovpligtig.

De mere specielle tilfælde

Ovenstående handler om hverdagen i Danmark. De normale situationer. Men nogle gange sker der noget, dom er mere usædvanligt. Så er der også love, der skal overholdes.

I de grelle tilfælde, hvor en hund bider, ser man på, hvor voldsomt biddet var. Hvis det er det, der bliver kaldt et skambid, så siger loven, at din hund kan blive aflivet. Et skambid er et meget alvorligt bid. Når din hund leger med andre hunde og bider i dem, skal du ikke være bekymret. Du skal tænke på at socialisere din hund og at lære den god opførsel. Så vil du formentlig aldrig komme i en situation, hvor den skambider nogen.

Vil du have din hund med til udlandet, så skal den – lige som dig selv – have et pas. Et hundepas er et krav, hvis du skal rejse med en hund. Du skal have fat i dyrlægen, så han eller hun kan give din hund de nødvendige vaccinationer. De kommer til at stå i passet. Der er forskel på kravene i de enkelte lande, så du skal vide, hvor du vil rejse hen.

Hvis du gerne vil læse mere, kan du finde hundeloven på danskelove.dk/hundeloven.

Har du en tilføjelse, så skriv en kommentar herunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved fortsat brug af siden accepterer du.